Fra byrådsarbejdet ved jeg, hvor meget sundhedshuset betyder og hvor vigtigt det er at have sundhedstilbud tæt på. Der skal være en stærk lokal stemme i regionsrådet, som taler vores sag. Jeg vil gerne være den stemme og bringe mine 12 års erfaring fra byrådsarbejdet med ind i regionen.
Vi har et godt sundhedsvæsen, men det kan blive endnu bedre og det vil jeg gerne bidrage til.
For mig er det vigtigt, at vi passer særlig godt på vores børn og unge, når de bliver syge og at vi er opmærksomme på, at de skal være trygge gennem hele forløbet.
Det skal være nemt og hurtigt at komme i kontakt med lægevagten. Der skal komme en ambulance indenfor meget kort tid, når man ringer 112. Og overgangen fra indlæggelse til eget hjem skal ske gnidningsfrit og med god koordination mellem kommunen og regionen.