Nærhospital - Pernelle Jensen - Byråd & Region

Nærhospital

10/30/2021 sundhed skadestue skadeklinik sundhedshus

Regeringen har fremlagt et udspil omhandlende nærhospitaler, hvor Fredericia er på listen over de byer, som må få et nærhospital. Min første tanke var – fedt, det bliver rigtig godt!

Men da jeg så kiggede nærmere på udspillet, så er der ikke tale om noget, der ligner et hospital overhovedet, fordi man kan ikke blive indlagt eller behandlet. Jeg synes, det er meget misvisende at kalde det et nærhospital og det stiller folk noget i udsigt, som det slet ikke er.

Der er tale om flere funktioner til vores sundhedshus, men regeringen kan ikke bestemme, hvilke sundhedstilbud det drejer sig om, så det skal kommunen aftale med regionen efterfølgende. Det svarer til at få en gave, som er pakket rigtig pænt ind, men når man så åbner den, er den tom inden i.

 

MEN når Fredericia nu er udpeget og står på en liste over de kommuner, som regeringen synes skal have mere ind i deres sundhedshuse, så skal vi bestemt bruge det til noget positivt og der kunne jeg godt tænke mig, hvis vi fik mulighed for at få taget røntgenbilleder i Fredericia og så skal vi da forsøge at få skadeklinikken tilbage til byen, fordi en by af Fredericias størrelse bør have en skadeklinik. Og måske kunne den etableres i samarbejde med en af de praktiserende læger i byen.

Og så giver det sig selv, at lægevagten selvfølgelig skal genåbne i Fredericia og at lægerne dermed skal overholde den aftale, der er lavet med regionen - og heller i går end i morgen.

Det understreger behovet for, at der er brug for en stærk lokal stemme i regionen, som kæmper Fredericias sag og jeg vil gerne være den stemme.

Nærhospital